Post by Ava on Aug 30, 2013 16:06:28 GMT 1
Ava sad i skyggen for sig selv i Dolio områdets mest tilbageliggende afdeling. Der var stort set ingen mennesker omkring hende, og det var sådan hun ønskede det, hun hadede når der var fyldt af mennesker der stormede rundt. Ava var en høj slank kvinde. Hun havde måske ikke de blideste ansigts træk men var smuk med sit lange næsten guldfarvede hår og den blege hud. Hendes øjne var grønne og ud over det mørke ar på hendes lænd der indikerede hvem hun tilhørte havde hun ingen ar eller andet der kunne forringe hendes status. Men folk skævede alligevel til hende og manden der ejede hende havde for vane ikke at vælge hende om natten, hvilket hun satte pris på. Ava var nemlig 20 år, havde været i ægteskab i fire år af sit liv. Langt de fleste kvinder der havde haft en mand så længe havde fået deres første børn og de bedste måske endda flere. Men Ava havde ingen. Om det var noget fysisk eller det skyldtes hendes holdning til at bringe liv ind i lejeren kunne man kun gisne om.
Solen bagte fra en sky fri himmel og varmede luften i krateret op. Ava havde det varmt og kørte sveden af panden med bagsiden af sin hånd. Det var et helvede at skulle male mel under disse forhold og hun følte virkelig at hun havde mel over alt. Men lige meget hvor meget hun arbejdede syntes der blot at være et stigende antal sække med korn der afventede hendes hårde behandling. Med besvær kom hun på benene. Hendes fødder var bare, hun var iført en lidt slidt nederdel og en top som var mere hvid af mel end den farve den burde have. Hendes lange glatte gyldne hår var løst og da en mild brise til alles lettelse strøg gennem byen blafrede det let og fik de sidste rester af mel som hun ikke havde fået i krukken til at blæse væk.
Med sammenbidte tænder bøjede hun sig, og løftede den tunge krukke op for at sætte den hen i hendes mands hus. Hun mærkede et blik brænde i nakken men ignorerede det. Hun havde ingen intentioner om at tage kontakt til nogle for hendes mand ville blot straffe hende for at skabe besvær hos andre.
Solen bagte fra en sky fri himmel og varmede luften i krateret op. Ava havde det varmt og kørte sveden af panden med bagsiden af sin hånd. Det var et helvede at skulle male mel under disse forhold og hun følte virkelig at hun havde mel over alt. Men lige meget hvor meget hun arbejdede syntes der blot at være et stigende antal sække med korn der afventede hendes hårde behandling. Med besvær kom hun på benene. Hendes fødder var bare, hun var iført en lidt slidt nederdel og en top som var mere hvid af mel end den farve den burde have. Hendes lange glatte gyldne hår var løst og da en mild brise til alles lettelse strøg gennem byen blafrede det let og fik de sidste rester af mel som hun ikke havde fået i krukken til at blæse væk.
Med sammenbidte tænder bøjede hun sig, og løftede den tunge krukke op for at sætte den hen i hendes mands hus. Hun mærkede et blik brænde i nakken men ignorerede det. Hun havde ingen intentioner om at tage kontakt til nogle for hendes mand ville blot straffe hende for at skabe besvær hos andre.
